Tomatspread

Cremet og fuld af smag. Tomatspread er et super lækkert alternativ til de dyre købespreads. 

Du skal bruge:
50 g soltørrede tomater
75 g solsikkekerner
1 spsk. citronsaft
Et lille løg (ca. 50 g)
5 kviste rosmarin (en håndfuld)
1/4 dl olivenolie
2 spsk. soyasauce
1/2 dl vand
Friskkværnet peber

Sådan gør du:
Kom de soltørrede tomater i en skål. Hæld vand over. Lad dem stå i blød i 4 timer.

Blend solsikkekernerne til mel i en foodprocessor.

Skæl løget og skær det i grove stykker.

Skyl rosmarinen og fjern stilkene. (Hvis du bruger rosmarin, hvor stilkene er træagtige og bladene lidt som grannåle, skal bladene hakkes fint, inden de tilsættes.)

Pres vandet ud af de soltørrede tomater. (Vandet skal ikke bruges, men kan blot kasseres.)

Kom de soltørrede tomater, citronsaft, løg, rosmarin, olivenolie og soyasauce i foodprosessoren og blend det sammen med solsikkekernemelet.

Tilsæt vandet lidt ad gangen og blend i nogle minutter til du har en ensartet masse.

Smag til med friskkværnet peber.

VELBEKOMME

Tip:
brug en soyasauce som er fermenteret. Det giver fylde og umami. Fermentering er en tidskrævende proces, og det kan selvfølgelig ses på prisen, men smagsmæssigt er det alle pengene værd. Står der ikke noget om fermentering på flasken, er den sandsynligvis ikke fermenteret.