Pandekager uden sukker

Små pandekager uden sukker, men alligevel med masser af sødme fra banan, rismælk og kardemomme. Boghvedemelen gør, at de mætter, så du kan bruge dem som morgenmad, på brunchbordet eller som mellemmåltid. Og selvfølgelig kan de også spises med sukker, syltetøj, is, chokoladesovs og alle de andre dejlige søde sager, man kan finde på at komme på pandekager.

Du skal bruge:
2 bananer (gerne godt modne)
2 dl rismælk (anden plantemælk kan også bruges, men rismælk indeholder en naturlig sødme)
1 dl boghvedemel
1 tsk. knust kardemomme
1 tsk. æblecidereddike
1 knsp. salt
Vegansk smør til stegning (rapsolie kan også bruges)

Mængde:
10-12 stk

Sådan gør du:
Skræl bananerne, bræk dem i små stykker.

Tilsæt de øvrige ingredienser og blend blandingen til konsistensen er ensartet. Hvis ikke du har en blender, kan du mose bananerne med en gaffel og derefter piske resten af ingredienserne i.

Varm en pande op til middel varme. Kom fedtstof på panden og lav derefter små pandekager på ca. 10 cm i diameter. Steg pandekagerne til de er gyldne på begge sidder.

Er panden for varm, vil pandekagerne blive sorte i bunden og rå i toppen og sandsynligvis klaske sammen, når du forsøger at vende dem. (Alle pander og komfurer er forskellige, så prøv dig lidt frem med temperaturen, men skru generelt lidt mere ned for varmen, end hvis det var pandekagedej, som indeholdt æg)

Stegning i vegansk smør giver en let salt overflade, hvilket er ret lækkert. Ønsker du ikke dette salte islæt, kan du i stedet stege i rapsolie, som er smagsneutralt.

VELBEKOMME

Tip:
Lav en pandekage-sandwich af to pandekager med peanutbutter imellem. Spis den sammen med frisk frugt eller friske bær og hakkede mandler. Det smager skønt.