Lækker, cremet og smagfuld karrysuppe med tomat og fersken. Nemt og hurtigt.
Du skal bruge:
1 kg tomater
8 ferskner (ca. 800 g)
4 store løg (ca. 700 g)
5 spsk. olivenolie
5 spsk. karry
1/2 liter grøntsagsboullion
400 ml kokosmælk
2 spsk. ahornsirup
4 forårsløg
200 g mungbønnespirer
Sådan gør du:
Flå tomater og ferskener. Det gøres ved at bringe en gryde med vand i kog og koge dem et par minutter til skindet rynker. Derefter tages de straks op og kommes i en skål med koldt vand, så kogningen stopper. Jeg anbefaler, at man kun koger et par stykker ad gangen. Så er det lettere at holde styr på. Når frugterne er kølet af, kan skindet let fjernes med en kniv.
Skær de flåede tomater og ferskner i stykker på et par centimeters størrelse.
Skræl løgene og skær dem i tern.
Svits løg og karry i olivenolien, til løgene er blanke.
Tilsæt grøntsagsboullion, kokosmælk og ahornsirup og lad det simre 10 min.
Skær forårsløgene i små ringe.
Kom tomater og ferskner i suppen lige inden servering og lad dem kun koge med ganske få minutter, så det hele er varmt.
Pynt suppen med forårsløg og mungbønnespirer.
VELBEKOMME
Tip:
Der er stor forskel på tomater. Hvis du synes, det er interessant, kan du prøve dig frem med forskellige tomat og finde ud af hvilken sort du foretrækker til retten. Nogle tomat er gode rå, mens andre er mere egnede til varme retter. Når det gælder tomater til varme retter, er min absolutte favorit ‘San Marzano’.
Er du så heldig at have adgang til et drivhus, så er friskplukkede tomater en gave til madlavningen. Den smag og sødme de får, når de modner på stænglen, er helt fantastisk.